Nyheder

Grundfos i samarbejde med fire organisationer om udvikling af blockchain-baseret cirkulært system til vurdering af bæredygtighed ved udvinding af sjældne jordartsmetaller

Projektet skal styrke overgangen til en cirkulær økonomi ved at spore, hvor vigtige råmaterialer stammer fra og se på bæredygtige praksisser

Bjerringbro, 8. februar 2022: Grundfos indgår et samarbejde med BEC GmbH, Circularise, Minviro og den globale organisation Rare Earth Industry Association (REIA) om et treårigt EIT RawMaterials-finansieret innovationsprojekt for at etablere et blockchain-baseret cirkulært system til vurdering af bæredygtigheden i forbindelse med udvinding af sjældne jordartsmetaller (CSyARES).
Projektet skal hjælpe virksomheder med at forbedre gennemsigtigheden i og bæredygtigheden af deres forsyningskæder i forhold til vigtige og sjældne jordartsmetaller.

 

Efterspørgslen efter sjældne jordartsmetaller stiger eksplosivt, og den forventes at nå op på 315.000 tons1 i 2030. Disse metaller er uundværlige i vindmøller, elektriske køretøjer, mobiltelefoner, computere og forsvarsindustrien. Med en stigende efterspørgsel kombineret med ressourcemangel og afbrydelser i forsyningskæden er vi nødt til at udvinde og forarbejde metallerne på en bæredygtig måde.

 

I denne forbindelse ses overgangen til en cirkulær økonomi som afgørende, og regeringer over hele verden tilskynder gennem ny lovgivning virksomheder til at genvinde elektronisk affald og indtænke bæredygtighed i alle deres processer. Som beskrevet i handlingsplanen for European Raw Material Alliance (ERMA) er det en topprioritet at øge forsyningssikkerheden gennem bedre samarbejde mellem de forskellige interessenter. Det betyder, at leverandører af sjældne jordartsmetaller skal blive mere bæredygtige, men også at de skal dokumentere over for kunder og myndigheder, at de overholder gældende lovgivning og opfylder de relevante kvalitetskriterier.

 

For at nå disse mål er det afgørende, at der bliver udviklet et innovativt CSyARES-system. Med dette projekt sigter de involverede organisationer, herunder Grundfos, efter at:

  • integrere REIAs standarder for vurdering af bæredygtighed og Minviros LCA-værktøj med Circularises blockchain-software til sikring af sporbarhed og gennemsigtighed i forsyningskæden
  • give Grundfos og BEC GmbH mulighed for at teste systemet og forretningsmodellen samt spore og måle deres forsyningskæders miljøpåvirkning. Arbejdet gennemføres i samarbejde med medlemmer af REIA.

 

Projektet skal bidrage til implementering af principperne for den cirkulære økonomi i sektorer, der er afhængige af sjældne jordartsmetaller, som f.eks. elektronik- og bilindustrien. Det vil skabe nye forretningsmuligheder på både produktions- og genvindingssiden og gøre det muligt for aktører længere fremme i forsyningskæden at arbejde bæredygtigt i deres forsyningskæder.

 

I en kommentar til udmeldingen udtaler Badrinath Veluri, som er Chief Specialist – Materials & Process hos Grundfos og præsident for REIA: "Dette partnerskab er baseret på vores fælles interesse i at gøre processerne i forbindelse med disse kritiske og sjældne jordartsmetaller mere gennemsigtige og bæredygtige. Med dette projekt ønsker vi at skabe et værktøj, som aktørerne i værdikæderne for disse sjældne jordartsmetaller kan bruge, og integrere due diligence-processer, som gør det muligt for os at øge effektiviteten ved at anvende sekundære ressourcer og etablere en cirkulær økonomi."

 

1 https://theconversation.com/demand-for-rare-earth-metals-is-skyrocketing-so-were-creating-a-safer-cleaner-way-to-recover-them-from-old-phones-and-laptops-141360

 

PARTNERNE
Om Grundfos

Vi er pionerer, der skaber løsninger på verdens vand- og klimaudfordringer og forbedrer menneskers livskvalitet. Som global producent af pumpe- og vandløsninger tilbyder vi ekspertise inden for energi- og vandeffektive anlæg til mange forskellige applikationer, herunder vandforsyning, vandrensning, industri og bygninger. https://www.grundfos.com/


Om Rare Earth Industry Association (REIA)

Rare Earth Industry Association (REIA) er en global sammenslutning, der har til formål at skabe bæredygtige, ansvarlige, samarbejdende og gennemsigtige værdikæder i alle faser af arbejdet med sjældne jordartsmetaller, fra udvinding til genvinding. REIA stiller en platform til rådighed for interessenter, hvor de kan netværke, forske og udvikle strategier og standarder for forsyningskæder. I dette projekt vil REIA desuden bidrage med viden om forsyningskædens forskellige interessenter og processer. Derudover vil REIA udvikle sin egen standard og inddrage interessenter i demonstrationen heraf.
www.global-reia.org

 

Om BEC Gesellschaft für Produktmanagement mbH

BEC blev etableret i 1992 og har fokus på det europæiske marked for permanentmagnetmaterialer og magnetsystemer af høj kvalitet. BEC udvikler skræddersyede magnetiske løsninger til forskellige typer af industrier med fokus på sintrede NdFeB-permanentmagneter. BEC har selv udviklet en række stærke materialer, som f.eks. TERRAMAG®-familien, og har et stærkt netværk inden for industrien, bl.a. i medicinal- og bilindustrien. BEC har hovedkvarter i Tyskland og afdelinger i Kina og Korea.

www.bec-gmbh.de

 

Om Circularise

Circularise er en startup-virksomhed, der arbejder med sporbarhed og gennemsigtighed i forsyningskæden. Den blev grundlagt i Holland i 2016. Circularises softwaresystem gør det muligt for aktører i forsyningskæden at spore materialer og produkter på blockchain og dele følsomme data om f.eks. oprindelse, certifikater, CO2-fodaftryk og konsekvensvurderinger på tværs af forsyningskæder, uden at dette sker på bekostning af databeskyttelse og fortrolighed. www.circularise.com

 

Om Minviro

Minviro er en rådgivnings- og teknologivirksomhed, der fokuserer på en stærkere integration af livscyklusvurderinger i mine-, metal- og genvindingsindustrien. Virksomhedens egenudviklede software, MineLCA, fungerer som en serviceplatform og kan bruges til at kvantificere miljøpåvirkninger forbundet med produktionsruter eller processer i de områder, hvor råmaterialerne udvindes, og til at identificere muligheder for at begrænse de hermed forbundne miljøpåvirkninger. Minviro er desuden ved at udvikle en produktkategoriregel, der skal sikre, at livscyklus- og miljøpåvirkningsstudier i værdikæden for sjældne jordartsmetaller, kan harmoniseres og bruges som standard. www.minviro.com

 

Om EIT RawMaterials

Mineraler, metaller og avancerede materialer er nøglefaktorer for at nå målene for den europæiske grønne pagt. I dag er det kun en brøkdel af de mest relevante råmaterialer, der produceres i Europa. Det kan ændres ved at etablere en cirkulær økonomi og fremme innovation inden for genvinding, substitution, forarbejdning, minedrift og efterforskning. Målet for EIT RawMaterials er at sikre en bæredygtig råvareforsyning ved at drive innovation, uddannelse og iværksætteri på tværs af de industrielle økosystemer i Europa. EIT RawMaterials tilbyder et innovativt og banebrydende samarbejdsmiljø, der forbinder erhvervslivet med den akademiske verden, forskning og investeringer. Derudover investerer EIT RawMaterials i fremtidige generationer af innovatører til udvindingssektoren ved at søsætte en række initiativer inden for alt fra uddannelse af skoleelever til efteruddannelse af de ansatte i sektoren. EIT RawMaterials er et innovationsfællesskab inden for European Institute of Innovation and Technology (EIT).