Nyheder

Grundfos leverer indtjenings- og salgsrekord men forudser udfordrende 2022

I 2021 leverede Grundfos en høj salgsvækst på 10,4%. Omsætningen satte rekord med DKK 28.7 mia. og indtjeningen før renter og skat (EBIT) var den højeste nogensinde med DKK 3.2 mia.

I 2021 satte Grundfos ny salgsrekord med en omsætning for hele året på DKK 28.7 mia. For det fulde år landede overskudsgraden på 11,1% svarende til DKK 3.185 mio. Justeret for poster der ikke er direkte relateret til driften af virksomheden, var Grundfos’ overskudsgrad på 11,4%. Den årlige kundetilfredshedsundersøgelse viste en kundetilfredshed på det højeste niveau nogensinde. Samtidig viste den årlige undersøgelse af medarbejdernes tilfredshed og motivation et medarbejderengagement på samme høje niveau som sidste år.

- Med vores rekordresultater har vi et stærkt afsæt til at gå ind i hvad vi forventer bliver et udfordrende 2022. Invasionen af Ukraine er først og fremmest en tragedie for det ukrainske folk. De globale følger er vidtrækkende og vi har valgt at sætte al forretning og produktion i Rusland på pause. Den stigende inflation og det yderligere øgede pres på globale forsyningskæder gør, at vi ser ind i et meget usikkert 2022.

- Vi vil fortsat arbejde hårdt på at løse disse udfordringer i et tæt samarbejde med vores kunder og samarbejdspartnere. Vi vil også fortsat arbejde med vores ambitiøse mål om at levere på vores bæredygtighedsagenda og opfylde vores mål om at bidrage til at løse verdens vand- og klimaudfordringer, siger Poul Due Jensen, koncernchef og CEO i Grundfos.

Finansielle nøgletal for hele 2021:

Omsætning: DKK 28.733 mio.

Salgsvækst i lokal valuta i forhold til sidste år: 10,4%

Indtjeningsgrad: 11,1%