Nyheder

Grundfos offentliggør stærkt halvårsregnskab trods udfordringer

Grundfos rapporterer stærke resultater for første halvår af 2022 med en omsætning på DKK 15,8 mia. Indtjening før renter og skat (EBIT) lander på DKK 1.689 mio. justeret for en hensættelse relateret til lukning af virksomhedens forretning i Rusland og Belarus.

  • Salgsvækst 11,2%
  • Nettoomsætning DKK 15,8 mia.
  • Indtjening før renter og skat (EBIT) DKK 1.689 mio.

Grundfos leverede i første halvår af 2022 en stærk ordrevækst på +15% samt en salgsvækst på 11,2%, justeret for tabt salg i Rusland og Belarus. Justeret for en hensættelse på DKK 851 mio. relateret til lukningen af forretningen i Rusland og Belarus, rapporteres en indtjening før renter og skat (EBIT) på DKK 1.689 mio. Indtjeningen var i 2022 negativt påvirket af de fortsatte udfordringer i globale forsyningskæder og tilgængelighed af materialer.

- Jeg er meget stolt af at præsentere så stærke resultater for det første halvår af 2022. Det har været, og er fortsat, vores højeste prioritet at levere til vores kunder, og det er vi lykkedes godt med på trods af ekstraordinært udfordrende omstændigheder, siger koncerndirektør og CEO Poul Due Jensen. Han fortsætter:

- Dette er et direkte resultat af den fleksibilitet og dedikation, vores medarbejdere har udvist og af det store stykke arbejde, de alle udfører hver dag. Jeg vil gerne sende en kæmpe tak til vores medarbejdere. Det er takket være dem og deres dygtighed, at vi kan navigere de svære vilkår, vi oplever for tiden.

Grundfos forventer, at resten af året fortsat vil være mærket af stigende priser på materialer, høje logistikomkostninger og forstyrrelser i forsyningskæder. Forventningen til året er derfor usikker.

- Grundfos vil fortsat bidrage med løsninger, der kan afhjælpe verdens vand- og klimaudfordringer, og vi vil spille en aktiv rolle i at hjælpe Europa og resten af verden ud af energikrisen ved at levere energibesparende løsninger til opvarmning, køling og vandforsyning, fastslår Poul Due Jensen.