Nyheder

Grundfos slutter sig til sammenslutningen 50L Home for at fremme løsninger inden for vandbesparelse i boliger og byer

Samarbejdet skal gøre det muligt for slutbrugerne at spare på vandet ved at genbruge vand mere effektivt 

Bjerringbro, Danmark, 10. november, 2021: I dag slutter Grundfos, verdens førende virksomhed inden for pumper og vandløsninger, sig til sammenslutningen 50L Home med en ambition om at fremme cirkulær vand i boliger og byer. Sammenslutningen er en global, handlingsorienteret platform, der samler ledere fra nonprofitorganisationer samt den private- og offentlige sektor for at adressere to af de mest presserende globale udfordringer: Vandsikkerhed og klimaforandringer. Sammen vil Grundfos og 50L Home fokusere på at gøre genanvendelse af vand til normen i boliger – et område, hvor der er brug for smartere metoder, der gør det muligt at lave skræddersyede vandløsninger.

I 2030 forventes det globale vandbehov at være 40% højere end den mængde af sikkert vand, vi har adgang til i dag[1]. Den globale efterspørgsel på vand til husholdningsbrug er steget med 600% siden 1960erne, og global forsyning af ferskvand er faldende på grund af stigende pres på vand og forurening[2]. Der er et kritisk og presserende behov for at finde nye metoder for at vende denne tendens. Det er der, sammenslutninger som 50L Home kan spille en afgørende rolle. Grundfos vil arbejde sammen med andre medlemmer af sammenslutningen og partnere. Målet er at hjælpe med at identificere og skalere nye teknologier, der kan ændre den måde, vi bruger vand på samt mængden af den energi, vi bruger for at opvarme det.

Om Grundfos’ optagelse i sammenslutningen, siger Lars Spicker Olesen, Director, Circular Water, Grundfos FutureLab: ”Hos Grundfos arbejder vi utrætteligt på at forbedre vand- og energieffektiviteten til gavn for alle, og vi tror på, at vi kan gøre en forskel lokalt og globalt. Verden har brug for forandring for at ændre kurs, og virksomheder har brug for partnere, der vil gøre en forskel, for at lykkes. Dette strategiske samarbejde med 50L Home vil rykke os tættere på den ambition og gøre det muligt for os at støtte sammenslutningens mission om at genopfinde fremtidens vand og ændre den måde vi ser på forbruget af vand i husholdningen.”

50L Home’s primære mål er at løfte og nytænke uddannelse, teknologi og politik for at skabe en sikker CO2-lav fremtid for vand. Sammenslutningens unikke tiltag ser på de strukturelle risici, der er forbundet med vand og klimaforandringer, og hvordan de hastigt breder sig på grund af ændrede livsstilsmønstre, øget industrialisering, voksende befolkningstal og kraftig urbanisering. 50L Home’s tilgang er at nytænke vores forhold til vand i hjemmet og i byerne rundt om i verden samt samarbejde omkring pilot-projekter og implementere nye teknologier for at få brugen af 50 liter vand om dagen per person til at føles som brugen af 500 liter.

”Vi er begejstrede for, at Grundfos slutter sig til 50L Home. Vi forestiller os en fremtid, hvor virksomheder, beslutningstagere, personer med nyskabende løsninger, forskere og lokalsamfund arbejder sammen for at skabe bæredygtige løsninger, der kan løse vandkrisen i byerne og skabe økonomisk rentable muligheder for vores lokalsamfund. Vi håber på at skabe bevidsthed om vigtigheden af ansvarligt vandforbrug i byerne rundt om i verden og ikke blot gøre 50 liter vand per person om dagen til en realitet, men en uimodståelig realitet. At en virksomhed som Grundfos, der har forpligtiget til at pionere løsninger for verdens vand- og klimaudfordringer og forbedre menneskers livskvalitet, tilslutter sig sammenslutningen styrkes vores indsats for at opnå det mål,” siger Braulio Eduardo Morera, Director, 50L Home Coalition.

Under COP26, den 11. november kl. 11.05, er 50L Home, OECD og tyske GIZ værter ved en debat med titlen ‘Water reuse: A circular water future to build resilience’. Lars Spicker Olesen er blandt talerne. Hvis man ønsker at deltage i debatten, kan man tilmelde sig her.

 

Om Grundfos:
Vi er pionerer, der skaber løsninger på verdens vand- og klimaudfordringer og forbedrer menneskers livskvalitet. Som en global pumpe- og vandløsningsvirksomhed bringer vi ekspertise inden for energi- og vandeffektive løsninger og systemer til et bredt anvendelsesområde, som inkluderer vandforsyning, vandbehandling, industri og bygninger. https://www.grundfos.com/

50L Home Coalition:
50L Home er en global, handlingsorienteret platform, der beskæftiger sig med to af vores mest presserende globale udfordringer: Vandsikkerhed og klimaforandringer. Sammenslutningen stræber efter at gentænke fremtiden for vand og ændre måden vi ser på forbruget af vand i husholdningen. For at opnå dette arbejder sammenslutningen sammen med globale industriledere samt offentlige instanser og private organisationer. Sammenslutningens primære formål er at skabe bæredygtige løsninger, der kan løse vandkrisen i byerne, muliggøre et CO2-netrualt liv (net zero carbon living), og som er økonomisk mulige for vores lokalsamfund. https://50lhome.org/

 

[1]Kilde: Water Resources Group

[2]Kilde: https://www.wri.org/insights/domestic-water-use-grew-600-over-past-50-years