Case
Grundfos skubber os i den rigtige retning!
Direktør for Bedre Bad, Vibeke Biune, tøver ikke med at sige, at Grundfos Take Back har stor betydning i kædens målrettede indsats for at fremme en synlig bæredygtig adfærd. ”Det er en adfærd, der bliver et krav fra vores kunder, og hvis ikke vi er med, saver vi den gren over, vi sidder på,” lyder forklaringen. Alle kædens medlemmer er tilmeldt Take Back – et projekt, hvor genbrug af gamle cirkulationspumper også giver meningsfyldt arbejde for medarbejdere ansat på særlige vilkår.
”For mange virksomheder bliver det et krav, at de allerede i 2024 kan aflevere et grønt regnskab, der også dokumenterer deres underleverandørers indsats. Derfor har vi besluttet, at vi vil hjælpe vores installatører med at kortlægge, hvor langt de hver især er nået. Når man får syn for, hvad man gør, kan man også se, hvor man kan gøre mere,” fortæller Vibeke Biune, direktør for Bedre Bad.
Derfor deltager kædens medlemmer i et skræddersyet kursusforløb, hvor installatørerne med input fra eksterne eksperter får hjælp til at udarbejde en bæredygtighedsrapport, som dykker helt ned i de enkelte medlemmers materiale – selv benzinregnskabet analyseres! Rapporten er efterfølgende grundlag for en individuel handlingsplan baseret på udvalgte emner fra FN’s Verdensmål.
Grundfos er et skridt foran
”I flere år har vi drøftet energi- og CO2-besparelser med vores kunder. Men efter at kravene til grønne regnskaber er kommet højere op på dagsordenen, snakker vi nu om hele den cirkulære økonomi, hvilket ikke mindst optager vores privatkunder,” siger Vibeke Biune. ”Holdbarhed og genbrug er vigtige emner, der er lette at kommunikere, og på begge områder er Grundfos et skridt foran andre producenter. Derfor gik vi også med det samme all in, da Grundfos præsenterede os for Take Back.”
Til gavn for miljø og mennesker
Alle 56 Bedre Bad-medlemmer har en Take Back-kasse stående, hvor medarbejderne efter udskiftning kan aflevere udtjente ALPHA-, MAGNA- og COMFORT-pumper.
Holdbarhed og genbrug er vigtige emner, der er lette at kommunikere, og på begge områder er Grundfos et skridt foran andre producenter.
”På fire årlige statusmøder gennemgår vi tallene for indsamlede pumper med vores medlemmer. Det er et lille, kollegialt skub til alle om, at ’det må da kunne gøres bedre’ til gavn for den enkeltes bæredygtighedsrapport,” lyder det fra Bedre Bad-direktøren, som ved, at tallene faktisk ofte er bedre i virkeligheden. ”I respekt for bæredygtigheden kører montøren jo ikke bare hjem på firmaet for at aflevere en gammel pumpe. Hvis han eller hun har ærinde hos grossisten, giver det mening, at pumpen i stedet ender i grossistens Take Back-kasse.”
Alle landets VVS-grossister bakker nemlig også op om Take Back.
Når Take Back-kasserne er fyldte, afhentes de af Grundfos, der kører de udtjente pumper til egen fleksafdeling i Bjerringbro. Her adskiller medarbejdere ansat på særlige vilkår pumperne, så en så høj en andel af pumperne som muligt genanvendes – noget bruges i Grundfos’ egen produktion, mens resten sendes til miljømæssig fokuseret genanvendelse.
Et godt skridt på vejen
Vibeke Biune peger på, at VVS-installatørerne i Bedre Bad allerede er langt i arbejdet med Verdensmålene. ”Alle arbejder jo med effektiv affaldssortering, og når vi også er så positive over for Take Back-tanken, er det ikke kun på grund af idéen med cirkulær økonomi, men også på grund af den sociale dimension. Der er jo mange installatører, der ansætter pensionister til at gå til hånde få timer om ugen eller tilbyder arbejde til personer, der på grund af sociale eller helbredsmæssige forhold ikke kan arbejde på fuld tid. Desuden uddanner vi jo rigtig mange lærlinge til fremtidens VVS-branche – en fremtid på den grønne gren, fordi vi ikke har savet den over…,” slutter Take Back-ildsjælen fra Bedre Bad.