Juelsminde Vand har fået installeret centralt blødgøringsanlæg, der nu sørger for at vandværkets godt 3.000 forbrugere har mindre kalk i vandet.

Udgangspunktet for at etablere blødgøring var en hårdhedsgrad på 19 °dH, som de ønskede reduceret til 8 °dH. Juelsminde Vand har 4 boringer som varierer i hårdhed fra 19 °dH og op til 23 °dH. Derfor var der behov for en fleksibel løsning, hvor den ønskede hårdhed kunne opnås uanset varierende hårdhed fra vandværkets boringer.

Valget faldt på ionbytning. En velkendt, simpel og driftssikker teknologi, som kræver minimal vedligeholdelse og overvågning. Løsningen er fuldautomatisk, så driften tilpasses vandværkets forskellige boringer. Det sikrer, at forbrugerne altid er garanteret 8 °dH i hanerne.

I videoen uddyber Kim Erfurt, formand for Juelsminde Vand, valget af ionbytning som løsning. Han fremhæver blandt andet, at teknologien er pladsbesparende. Det blev et centralt parameter for valget af løsning, da blødgøringsanlægget herved kunne placeres i eksisterende vandværksbygning.

Blødgøring ved hjælp af ionbytning

Blødgøring ved hjælp af ionbytning er en proces, hvor vandets indhold af kalk- og magnesiumsalte ombyttes til natriumsalte – som stammer fra natriumklorid (NaCl) også kendt som almindeligt bordsalt. Når ionbytterne er mættet med kalk og magnesium, regenereres de ved at blive gennemskyllet med en natriumopløsning. Indholdet af natrium i det blødgjorte vand er 116 mg/l og dermed under 175 mg/l som er myndighedernes fastsatte grænseværdi for natrium i drikkevandet.

Restproduktet ved ionbytning er saltholdigt vand. Typisk vil vandet blive ledt til kloak, men i Juelsminde Vands tilfælde, har deres placering givet mulighed for en anden løsning. Hedensted kommune har givet tilladelse til, at det overskydende saltholdige vand ledes ud i en kanal få meter fra havet, hvor det blandes med saltvandet fra havet.

For at Juelsminde Vand kan opnå en hårdhedsgrad på 8 °dH, behandles en delstrøm i blødgøringsanlægget. Det blødgjorte vand UV-desinficeres inden det efterfølgende blandes med hårdt vand. UV giver en ekstra sikkerhedsbarriere mod bakteriologisk forurening, så drikkevandssikkerheden opretholdes.

Stor tilslutning til central blødgøring

Interessen for central blødgøring i Juelsminde har været stor. Normalt deltager omkring 20 forbrugere på den årlige generalforsamling, men da emnet blødgøring var på dagsordenen mødte godt 200 forbrugere op. Næsten enstemmigt blev det vedtaget, at hårdheden i vandet skulle sænkes, og at det skulle ske ved central blødgøring på vandværket.

- Forbrugerne har givet positive tilbagemeldinger, efter at der nu løber mindre kalkholdigt vand i hanerne, fortæller formand Kim Erfurt.

Formand Kim Erfurt er glad for valget af central blødgøring samt de positive tilbagemeldinger forbrugerne er kommet med.

Fakta

Enheder i løsningen

  • Blødgøringsanlæg type STFA17 duplex
  • UV-desinfektionsanlæg Wedeco Spektron
  • Saltsilo med kapacitet på 25 tons

Juelsminde Vand

  • Forbrugere 3.200
  • Årlig udpumpning ca. 340.000 m3
  • Åbne filtre

Blødgøring af drikkevand på vandværker

Ionbytning er en velafprøvet teknologi til central blødgøring af drikkevand. Løsningen reducerer kalkindholdet, giver ensartet vandkvalitet og kræver kun begrænset vedligeholdelse. Få indsigt i central blødgøring med ionbytning.

Er ionbytning noget for jeres vandværk?

Uforpligtende besøg

Få et uforpligtende besøg af Grundfos vandværksspecialister og få vurderet jeres muligheder for central blødgøring. Vi giver et konkret bud på løsning ud fra jeres type vandværk samt et budgetoverslag.

 

 

Generalforsamling

Book Grundfos kvit og frit til et oplæg på jeres næste generalforsamling. Vores specialister giver jer et indblik i blødgøringsteknologien, så I kan træffe den rigtige beslutning.

 

Myndighedsansøgning

Fjernelse af kalk i drikkevandet er "udvidet vandbehandling" og kræver myndighedsgodkendelse. Grundfos har erfaring med ansøgningsarbejdet og hjælper jer gerne med denne opgave.

 

 

Andre relaterede historier

Læs relaterede historier fra kunder, der også har fået glæde af en Grundfos-løsning.