Hos installatørvirksomheden HTM Service i Højer er der altid fokus på at energioptimere kundens installationer. Det er både god kundeservice, og ofte den lige vej til mersalg. Samtidig kræver arbejdet med energioptimering at man som montør skal være dus med sin digitale værktøjskasse – på lige fod med det, man ellers har i bilen. Det gælder også den nye Grundfos ALPHA2 GO og GO-appen, som HTM Service bruger aktivt til at få mest muligt ud af hver installation. ”Det skal være nemt at gøre tingene rigtigt – hver gang,” siger Iben Høier, salgs- og marketingansvarlig, som forudser, at den digitale udvikling vil gøre VVS-faget mere attraktivt at vælge til – også for kvinder.

Efter mere end 20 år i branchen står Iben Høier og hendes mand Frans Høier i dag i spidsen for en forretning, der altid har været fokuseret på at udvikle sig i takt med markedet og kundernes behov. ”Vi har i alle årene været meget bevidste om at tage nye værktøjer til os hurtigt, være nysgerrige, og bygge ovenpå det, vi allerede kunne i forvejen – for hele tiden at være foran og kunne tilbyde vores kunder de bedste løsninger”, forklarer Iben Høier, som understreger, at kernen fra de første år stadig er service, energioptimering og produkter, der løser reelle udfordringer hos kunden.
 

Ejerne af HTM Service – Iben og Frans Høier

Videndeling holder hele holdet skarpt

I en lille virksomhed med kun ti medarbejdere er videndeling en nødvendighed. Derfor arbejder HTM Service målrettet med en slags sidemandsoplæring, hvor de garvede montører giver deres erfaring videre, mens de yngre bidrager med nye vaner og nye greb. 

”På den måde bliver holdet hele tiden skarpere. Og det er alfa og omega, at vi kan spille hinanden gode, hvis vi skal være på tæerne og gøre os gældende i et travlt marked,” siger Iben Høier.

Det er også derfor, HTM Service prioriterer at få ny viden ind i huset, når der sker noget på produktsiden. Så samles hele holdet, så alle får samme afsæt og kan stille de spørgsmål, der opstår i praksis. 
 

Det giver en helt anden ro, når vi alle har hørt det samme og kan sparre om det bagefter.
Iben Høier

Og når HTM Service alligevel er ude hos kunden, nøjes de sjældent med kun at løse den opgave, der står på ordren. De tænker 360 grader rundt om boligens installationer, fordi der ofte gemmer sig noget, kunden ikke selv har tænkt over – men som kan give fx bedre drift, lavere forbrug eller færre problemer senere. Derfor kigger de altid med ind i teknikskabet. Ofte er boligejerne dog ikke opmærksomme på om cirkulationspumpens bør skiftes til en mere energieffektiv model. Med GO-appen kan montøren nu scanne den eksisterende pumpe og få et konkret forslag til, hvilken ny ALPHA2 GO der vil være den mest optimale udskiftningspumpe. 

”Vores montører viser gerne boligejeren, hvordan GO-appen fungerer og det virker både overbevisende og professionelt – at det er ham med værktøjet, og ikke en sælger, der bruger GO-appen”.

 

Frans Høier sørger for, at der altid er ALPHA2 GO på lager.

Mersalg, der giver mening – også bagefter

ALPHA2 GO kan bruges til udskiftning af langt de fleste cirkulationspumper – både stand-alone og integreret i fx fjernvarmeunits eller varmepumper. Derfor er ALPHA2 GO fast inventar i varebilerne hos HTM Service, så montørerne kan klare næsten alle udskiftninger allerede på første kundebesøg. Installationen er enkel, og montøren kan på få minutter indstille pumpens drift helt præcist til den aktuelle installation – og ovenikøbet dokumentere det direkte i GO-appen. 

”Kunden får en god og hurtig service plus en årlig besparelse på elregningen, og vi får et mersalg i et teknikerbesøg, der tit og ofte startede med at handle om noget andet,” konstaterer Iben Høier.
 

Frans Høier har altid en ALPHA2 GO i varebilen og Grundfos GO-appen på mobilen, så han kan klare opgaven allerede på første kundebesøg.

Samtidig giver udskiftningen ofte anledning til at fortælle en anden historie, som kunderne faktisk reagerer på. Når HTM Service skifter en cirkulationspumpe, samler de nemlig de gamle cirkulationspumper ind i særlig Grundfos Take Back-kasse. Og når den er fuld, køres den til Grundfos i Bjerringbro, hvor erfarne flex-medarbejdere står klar til at skille pumperne ad, så de rene fraktioner og komponenter kan genanvendes og genbruges, og samtidig skabe meningsfuldt arbejde for flex-medarbejdere, som er ansat på særlige vilkår. 
 

HTM Service indsamler gamle cirkulationspumper til Grundfos Take Back-initiativet

”Mange kunder har slet ikke tænkt over, hvad der sker med den gamle pumpe – men når vi forklarer, at vi støtter Take Back – ja, så får vi ros,” siger Iben Høier.

Et fag i forandring – med plads til flere og andre profiler

Med en hverdag, der bliver mere og mere digital, og med produkter, der følger kravene til en energibesparende og bæredygtig fremtid, ser Iben Høier en tydelig bevægelse i branchen. Montørjobbet er ikke længere kun fysisk arbejde, men handler i høj grad også rådgivning, problemløsning og dokumentation, hvor telefonen er blevet et lige så naturligt værktøj som skruenøglen. Det betyder, at flere kompetencer kommer i spil, og at opgaverne bliver mere varierede og mindre ensidige, samtidig med at arbejdet generelt er blevet mindre beskidt og mindre fysisk krævende.

”Så jeg tror, at digitale redskaber og den udvikling, vi ser nu, forhåbentlig kan tiltrække flere kvinder til branchen,” lyder det til slut fra Iben Høier, der peger på, at faget i dag i højere grad handler om overblik, dialog med kunden og evnen til at træffe de rigtige valg – ikke kun om rå muskelkraft. 

”Det giver en bredere adgang til faget og åbner døren for flere profiler, end man traditionelt har set i vvs-branchen”, slutter ildsjælen.
 

Relaterede applikationer

Find applikationer fra Grundfos vedrørende dette emne.

Andre relaterede historier

Læs relaterede historier fra kunder, der også har fået glæde af en Grundfos-løsning.