”Jeg er faktisk imponeret…” Sådan lyder det fra indehaver af Hedensted VVS og Energi Service, Jens Palmelund, efter en grundig gennemgang af mulighederne i den nye Grundfos ALPHA2 GO-pumpe og Grundfos GO-appen. ”Jeg har bestilt en tilsvarende gennemgang for alle mine 40 medarbejdere, for det er en løsning, der gør installation og helt præcis indregulering meget nemmere. Det har potentiale til meromsætning.” 

Selv om Jens Palmelund og hans servicekoordinator Henrik Gränitz allerede havde positive erfaringer med ALPHA2 GO og GO-appen, havde de også på fornemmelsen, at de ikke udnyttede potentialet i pumpe og app fuldt ud. Derfor havde de inviteret Grundfos’ salgsingeniør Uffe Lund til at give en eksklusiv gennemgang – noget, som Grundfos’ salgskonsulenter gerne stiller op til for alle interesserede VVS-installatører. 

Salgsingeniør Uffe Lund præsenterer mulighederne i ALPHA2 GO-pumpen og Grundfos GO-appen for indehaver Jens Palmelund og servicekoordinator Henrik Gränitz.

Sikkerhed for at vælge rigtigt 

”Noget af det, jeg især har bidt mærke i med den nye løsning er, at det er bl.a. blevet nemt at vælge den rigtige pumpe til udskiftning af den gamle,” fortæller Henrik Gränitz. "Jeg kan bare scanne typeskiltet på den gamle pumpe, og så kommer appen med et forslag til, hvilken pumpe jeg skal installere i stedet. Jeg ved også, at GO-appen kan genkende mange tusinde slags pumper på tværs af forskellige fabrikater, og det sparer mig for selv at skulle bruge tid på at finde den rigtige pumpe. Appen fortæller også, hvis det er nok at skifte pumpehuset, så man ikke kommer til at udskifte mere end nødvendigt." 

To ALPHA2 GO-varianter kan faktisk bruges til udskiftning af langt de fleste cirkulationspumper – både enkeltstående og integrerede pumper i gas- og fjernvarmeunits og i varmepumper. 

”Det er en stor fordel. Det sparer os for mange ture til grossisterne,” fremhæver Jens Palmelund. ”Har vi to varianter med i bilen, kan vi ofte løse opgaven ved første besøg, og det er kunden altid glad for. Det er det sjældent nødvendigt at køre til grossisten efter en anden model, og vi sparer omkostningerne til at have et stort sortiment på lager.” 

Meget enkel og helt præcis indstilling 

Henrik Gränitz er en erfaren installatør, men Grundfos GO-appen blev alligevel en øjenåbner for, hvordan fagligheden løftes med flere digitale muligheder. ”Appen er helt enkel og logisk at bruge. Det tager kun få minutter, hvis jeg bruger Guided Setup-funktionen, når jeg vil indstille pumpen – appen guider mig bare trin-for-trin. En af de indstillinger, GO-appen ofte anbefaler, er AUTOADAPT. Så indstilles pumpen nærmest sig selv og helt optimalt efter de faktiske forhold i anlæg og forbrug,” fortæller han. 

Når installationen er færdig, og pumpen er indstillet, kan appen gemme alle oplysninger i en rapport, der kan sendes som dokumentation til kunden eller anvendes som bilag i en kvalitetssikring.

God økonomi for kunderne 

Jens Palmelund ser gode muligheder for at bruge ALPHA2 GO som en naturlig del af rådgivningen til både eksisterende og nye kunder.

"Når vi alligevel er hos kunderne i en anden anledning, tjekker vi også cirkulationspumpen. Selvom den gamle pumpe kun har få år på bagen, kan en ny pumpe og installation ofte være tjent hjem på ganske få år gennem besparelser på elregningen. Og prisen på den nye ALPHA2 GO er jo den samme som de tidligere ALPHA2-pumper."

De samme argumenter kan også være relevante, når man rådgiver boligejere i områder med mange ældre huse, hvor der ofte er et stort potentiale for energibesparelser. Til det formål tilbyder Grundfos at udarbejde en mindre informationsfolder til installatørerne med konkrete argumenter og regneeksempler.

”I tider, hvor boligejerne måske venter med større investeringer, ser jeg det som en god mulighed for at fastholde og udbygge kunderelationer og et image, som troværdig rådgiver og installatør. Energibesparelser og klima- og miljøhensyn tæller meget for mange kunder,” konstaterer han.

Gamle cirkulationspumper indsamles

Hedensted VVS og Energi Service er én af de mere end 100 medlemmer af InstallatørPartner, der er en kæde af selvstændige el- og vvs-installatører. Kæden har et tæt samarbejde med Grundfos, og ikke mindst et fokus på at bringe cirkulær økonomi endnu mere i spil blandt kædens medlemmer. Her er Grundfos Take Back-initiativet, hvor gamle cirkulationspumper indsamles, adskilles og genanvendes, et meget håndgribeligt eksempel.

En fyldt Grundfos Take Back-kasse – klar til afhentning – vidner om, at Jens Palmelund og hans medarbejdere har taget idéen til sig. ”Tidligere endte pumperne bare som skrot, men med Grundfos Take Back har vi fået et reelt alternativ, som giver mening. Det er et meget sympatisk projekt, og let at gå til og være en del af. Det bør vi alle bakke op om,” siger den engagerede ejer.

Når Grundfos har afhentet kassen, køres den til fabrikken i Bjerringbro, hvor flex-medarbejdere ansat på særlige vilkår skiller pumperne ad, så de enkelte dele kan genanvendes eller genbruges.

”Det er et meningsfuldt arbejde, der også giver mening for os som installatører – og for vores kunder,” slutter den midtjyske installatør.

Jens Palmelund står ved beviset på, at Hedensted VVS og Energi Service har taget idéen med Grundfos Take Back til sig.

Relaterede applikationer

Find applikationer fra Grundfos vedrørende dette emne.

Andre relaterede historier

Læs relaterede historier fra kunder, der også har fået glæde af en Grundfos-løsning.