Thylander og Grundfos har indgået et nyt partnerskab med fokus på at optimere vand- og energiforbrug i både eksisterende ejendomme og kommende udviklingsprojekter. Partnerskabet repræsenterer et vigtigt skridt for begge virksomheder i deres fælles ambition om at drive innovation og teknologisk udvikling af bæredygtige løsninger inden for ejendomssektoren.

Samarbejdet tager afsæt i konkrete initiativer, hvor Grundfos' ekspertise integreres allerede fra projekteringsfasen. Med Thylanders erfaring fra drift og ejendomsudvikling samt Grundfos’ ekspertviden inden for vand og energi er ambitionen at udvikle nye standarder for effektiv brug af ressourcer i Thylanders ejendomsportefølje.

Samarbejde for fremtiden
"Partnerskabet med Thylander giver os en unik mulighed for at få indsigt i maskinrummet hos en af ejendomssektorens nøgleaktører. Med et sådant samarbejde kan vi ikke blot demonstrere værdien af vores teknologier her og nu, men også udvikle løsninger, der er skræddersyet til branchens behov og udfordringer på lang sigt." siger Brian Sørensen, Area Sales Director i Grundfos.

Grundfos’ teknologi og rådgivning vil blandt andet fokusere på at optimere installationer i eksisterende ejendomme som f.eks. Thylanders boligejendom ”Kanalgaden” i Albertslund. Indsatsen vil omfatte en grundig evaluering af ejendommens nuværende pumpesystemer og kontrollere om disse er korrekt dimensioneret i forhold til ejendommens behov, samt en vurdering af deres effektivitet. Desuden vil potentialet for energibesparelser undersøges, ved brug af Grundfos Connect, som muliggør intelligent overvågning og optimering af ejendommens varmeanlæg. Målet er at identificere og implementere løsninger og/eller konkrete justeringer for at optimere varmeeffektiviteten og understøtte en mere ressourceeffektiv og ansvarlig drift.

Fokus på klima og innovation
Partnerskabet indebærer desuden en ambition om at integrere Grundfos’ ekspertise i Thylanders fremtidige udviklingsprojekter, herunder et kommende projekt i Ishøj – allerede i projekteringsfasen vil Grundfos bidrage med viden og ekspertise for at sikre optimal udnyttelse af vand- og energiløsninger. Disse tiltag sikrer at energieffektive løsninger indtænkes fra starten og understøtter således både den strategiske vision for partnerskabet samt ambitionen om at udvikle løsninger, der bidrager til en mere bæredygtig og energieffektiv ejendomsportefølje.

"Vi er utrolig glade for at kunne annoncere dette strategiske samarbejde med Grundfos. Sammen kan vi kombinere vores viden fra ejendomsudvikling med Grundfos’ tekniske ekspertise til at skabe løsninger, der reducerer ressourceforbruget og optimerer driften af ejendomme. Vi glæder os over, at dette samarbejde vil have stor betydning for både vores eksisterende ejendomme og vores fremtidige byggeprojekter," siger Rune Wittendorff Reholt, Senior Development Manager i Thylander.

 

     

Pressekontakt

Mads Klougart Jakobsen

Tlf: (+45) 5234 2899
E-mail: mjakobsen@grundfos.com