Solid vækst på tværs af markeder og forretningsområder samt fortsat stor efterspørgsel fra datacenterindustrien bidrager til et stærkt halvårsresultat. Grundfos planlægger at udvide produktionskapaciteten af sine højeffektive motorer.

Grundfos, en af verdens førende virksomheder inden for avancerede vandløsninger, præsenterer i dag sit resultat for første halvår af 2026.

Grundfos fortsætter den positive udvikling fra 2025 og leverede i første halvår en salgsvækst på 7,7%. Samtidig fastholdt virksomheden en sund indtjeningsgrad trods stigende råvarepriser og negative valutaeffekter.

 

  • Salgsvækst: 7,7% (i lokale valutaer)
  • Omsætning: 17,9 mia. kr.
  • EBIT før særlige poster: 1,6 mia. kr.
  • EBIT-ratio (før særlige poster): 9,2%

 

Poul Due Jensen

 

USA og datacenterløsninger er de største vækstmotorer
I tråd med sine strategiske prioriteter fastholdt Grundfos en stærk vækst i USA, hvor salget steg med mere end 20% i første halvår. USA er i dag Grundfos’ største enkeltmarked.

Væksten i USA er drevet af en markant stigning i efterspørgslen efter løsninger til datacentre, men Grundfos oplever generelt en øget interesse for virksomhedens brede portefølje af produkter – ikke mindst løsninger til vandbehandling og indvinding af grundvand.

Fornyet fremgang i Europa
Der er samtidig fornyet fremgang i Europa. Det gælder særligt for Syd- og Centraleuropa, hvor Grundfos ser høje vækstrater i flere lande.

“Det er et meget stærkt resultat, og jeg er utrolig stolt af mine kolleger, og det vi har opnået. Det kan tilskrives stærk eksekvering og vores evne til at opfylde kundernes behov for energi- og vandeffektive løsninger. Vi har formået at blive foretrukken leverandør til datacenterindustrien, men væksten afspejler også styrken i vores brede og alsidige portefølje, som gør os til den foretrukne leverandør på tværs af mange markeder og industrier,” siger Grundfos CEO Poul Due Jensen.

 

 

Investerer 400 mio. kroner for at imødekomme efterspørgsel efter højeffektive løsninger
Grundfos oplever i øjeblikket markant stigende efterspørgsel efter sine energieffektive løsninger. For at understøtte fortsat vækst og styrke robustheden i forsyningskæderne investerer virksomheden 400 mio. kr. i at udvide kapaciteten på sine fabrikker i Mexico og Ungarn. Udvidelserne vil øge produktionen af højeffektive motorer med 50 procent, og de nye planer følger i kølvandet på en ny fabrik i Texas, som Grundfos tog første spadestik til i juni i år.

“Vores kunder har tillid til, at vi også fremadrettet kan hjælpe dem med at reducere deres energi- og vandforbrug med vores løsninger. Derfor har vi besluttet at fremrykke vores investeringsplaner, der skal øge produktionen af nogle af vores højeffektive motorer. Ved at investere og udvide i både Europa og Nordamerika kan vi imødekomme den stigende efterspørgsel og samtidig styrke vores forsyningskæder,” forklarer Poul Due Jensen.

 

           

Pressekontakt

Mads Klougart Jakobsen
Presseansvarlig for Danmark og Europa

Tlf: (+45) 5234 2899
E-mail: mjakobsen@grundfos.com
LinkedIn: Lad os tage kontakt!