Artikel

Sådan tjekker du vandtrykket

Hvis vandstrålen i din bruser nogensinde har været svag, hvis du har døjet med støj fra vandrørene, hvis opvaskemaskinen ikke har kunnet køre samtidig med vaskemaskinen, eller hvis toilettet har været for længe om at tage vand ind, har du sandsynligvis prøvet at have et for lavt og/eller varierende vandtryk i dit hjem. 

Her fortæller vi, hvordan du kan teste dit vandtryk derhjemme, og kommer med nogle nemme tips til, hvordan du selv kan øge vandtrykket.

Hvad er lavt vandtryk, og hvordan måler jeg selv vandtrykket derhjemme?

Hvis du døjer med lavt eller varierende vandtryk i din bolig, er det vigtigt, at du først finder årsagen til det, inden du beslutter dig for at installere nye rør og pumper. Der kan være mange årsager til, at installationerne i dit hjem ikke fungerer så godt, som de burde – og der er mange måder at løse problemerne på. 

Hvad er lavt vandtryk?

Hvis dit vandtryk er lavt, er flowet gennem rørene svagt, langsomt og generelt ineffektivt, og det kan mærkes ude ved hanerne og armaturerne i dit hjem. Det gør daglige aktiviteter som at tage bad, vaske op eller bruge vaskemaskinen og opvaskemaskinen mere omstændelige og mindre effektive. 

Hvad skyldes et lavt vandtryk?

Vandtrykket kan variere meget afhængigt af forskellige faktorer som den geografiske placering, klokkeslættet og afstanden til det lokale vandværk. Hvis du for eksempel bor på en bakke, er dit vandtryk sandsynligvis lavere, da vandet skal kæmpe mod tyngdekraften for at nå frem til dit hus. 

Bor du til gengæld ved foden af en bakke, vil vandtrykket højst sandsynligt være højere, da tyngdekraften så hjælper med at hente vandet ned til dig. På samme måde kan vandtrykket være lavt i perioder med spidsbelastning som f.eks. tidligt om morgenen eller om aftenen, hvor man ofte vander i haven.

Hvordan måler man vandtrykket? 

Boligens vandtryk måles i bar (1 bar svarer til 14,5 PSI – en anden almindelig måleenhed for vandtryk). Sagt på en anden måde, så fortæller antallet af bar, hvor kraftigt vandet strømmer gennem dine rør. 1 bar er den kraft, der kræves for at løfte vandet 10 meter op.

Hvad er et godt/normalt vandtryk?

I en almindelig bolig ligger vandtrykket normalt på mellem 45 og 80 PSI. Hvis det er lavere end 40 PSI, vil vandet ikke komme så hurtigt ud af vandhanerne. Hvis det er over 80 PSI, vil det med tiden kunne beskadige dine hvidevarer og armaturer. Et vandtryk på omkring 50 PSI er optimalt og giver et tilstrækkeligt vandflow i boligen. 

Alle boliger er dog ikke ens, og hvilket vandtryk der er ideelt, afhænger af boligens størrelse, antallet af vandudtag og armaturer, varmeanlægget og meget mere.

Det er derfor vigtigt, at man kender vandtrykket i sin bolig og løbende kontrollerer, at det er tilstrækkeligt højt til at opfylde familiens behov.

Hvordan tester jeg mit vandtryk?

Ofte skyldes et for lavt vandtryk ikke problemer i den lokale vandforsyning, men noget i boligen. Har dine naboer oplevet de samme problemer? Er vandtrykket lavt ved alle vandudtag/vandhaner i boligen?

Hvis svaret på begge spørgsmål er ja, ligger problemet højst sandsynligt hos vandforsyningen. Hvis svaret er nej, kan du teste vandtrykket i fire nemme trin: 

  1. Invester i en vandtryksmåler. 
  2. Afmonter haveslangen fra den udendørs vandhane, skru vandtryksmåleren på gevindet, og kontrollér, at den sidder, så du kan aflæse den.
  3. Tænd for vandet, og aflæs måleren. Du kan nu se vandtrykket i det vand, der leveres til dit hjem (fra en offentlig vandforsyning eller en brønd). 
  4. Skriv værdien ned, så du har noget at sammenligne med næste gang, vandtrykket føles anderledes (lavere eller højere).

Det er en god idé at investere i en vandmåler, da du både kan bruge den til tests og til at finde lækager i hjemmets rørsystem. 

Du kan teste for lækager ved at lade alle ventiler være lukkede (og slukke for alle apparater, der er sluttet til vandforsyningen, f.eks. opvaskemaskine og vaskemaskine) og lukke for hovedventilen ind i huset. Hvis vandtrykket forbliver konstant i en time, er der sandsynligvis ingen lækager. Hvis trykket falder med mere end 3 PSI, kan der være en lækage, og det kan være nødvendigt at kontakte en VVS-installatør.

De forskellige trin, når du selv skal teste vandflowet

En anden mulighed er at teste vandflowet. For at gøre det skal du bruge en lommeregner og seks sekunder – så kender du dit vandflow:

  1. Sørg for at have det nødvendige udstyr lige ved hånden – en vandbeholder på 1-2 liter, et stopur og en lommeregner.
  2. Anbring vandbeholderen under hanen eller bruseren, og tænd for vandet, og lad det løbe i 6 sekunder. 
  3. Beregn liter i minuttet. Gang mængden af vand i beholderen (i liter) med 10. Så får du din flowhastighed (f.eks.: 0,7 liter x 10 = 7 liter i minuttet)

Hvis flowhastigheden er under 10 liter i minuttet, er vandtrykket lavt. Hvis den ligger på 10-15 liter? Dit vandtryk er acceptabelt, men kunne være bedre. Og hvis det er over 15 liter? Så er det lige, som det skal være. 

Hurtig afhjælpning ved for lavt vandtryk 

Man kan sagtens blive lidt bekymret, hvis man opdager, at vandtrykket er lavt. Men der er ingen grund til at gå i panik. Det er vigtigt at forstå, at der kan være mange forskellige grunde til, at vandtrykket er lavt: alt fra en forkalket vandvarmer til for mange bøjninger i rørledningerne. Her får du en række gode tips til, hvordan du selv nemt kan øge vandtrykket i din bolig:

1: Kontrollér hovedstopventilen

Hovedstopventilen regulerer, hvor meget vand der kommer ind fra vandmåleren, og kan være placeret flere steder i boligen. Kontrollér, om der er lukket korrekt op for hovedstopventilen. 

2: Tilstoppede luftblandere, brusehoveder eller rør

Hvornår gjorde du sidst dit brusehoved eller dine vandhaner grundigt rene? Der kan have dannet sig aflejringer i dem, så de ikke fungerer optimalt: Du bør også tjekke dine rør for aflejringer, især hvis de er over 20 år gamle (stål), over 40 år gamle (messing) eller over 50 år gamle (kobber). 

3: Skjulte lækager

Hvis du tror, det lave vandtryk skyldes lækager, skal du kontrollere din vandvarmer, alle bøjelige slanger og alle ventiler under alle vaske. Lækagen kan også stamme fra et tilfrosset rør bag en væg. Du skal også lukke for alle vandhaner og slukke for apparater, der er sluttet til vand, og så kontrollere din vandmåler. Hvis vandmåleren viser, at der stadig bruges vand, er det endnu en indikation på, at der er en lækage et sted. Under alle omstændigheder anbefaler vi, at du kontakter en VVS-installatør. 

Øg vandtrykket med et intelligent trykforøgeranlæg

Hvis vandtrykket ikke bliver bedre, efter at du har prøvet ovenstående, kunne det måske være en idé at overveje en ny trykforøgerløsning. Ved at skifte til et intelligent trykforøgeranlæg kan du slippe for problemer med lavt eller skiftende vandtryk og få en mere komfortabel hverdag. 

Vores intelligente og robuste alt-i-en-trykforøgerpumpe er designet til at maksimere effektiviteten ved at tilpasse sig til dit hjems unikke behov. Ud over at være lettere at installere og idriftsætte end ældre trykforøgeranlæg, sørger Grundfos' trykforøgerpumper for at holde dit vandtryk på det helt rigtige niveau. 

Så du kan nyde alle fordelene ved et pålideligt og godt vandtryk – uanset hvornår du skal bruge det, og hvad du skal bruge det til.