Grundfos Water Treatment har designet og produceret vandbehandlingsløsning til verdens første kommercielle anlæg, der øger biogasproduktionen gennem elektrolyse og biologisk metanisering.

Emner:

  • Innovativ, vandbehandling i container
  • Vand- og energieffektivitet
  • Miljøhensyn

Energi- og fibernetkoncernen Andel og den globale biogasproducent Nature Energy står bag Power-to-gas anlægget i Glansager på Als. 

Her udnyttes overskydende elektricitet fra vindmøller til at øge biogasproduktionen og samtidig reducere CO2-udledningen. Dette opnås ved at omdanne CO2 til biogas gennem tilsætning af brint. Brintproduktionen er baseret på alkalisk elektrolyse (AWE), hvor der anvendes ultrarent vand.

Vandbehandlingen består af blødgøring efterfulgt af membranfiltrering og membranafgasning. Løsningen rummer derudover en pumpestation og CIP enhed.

Behandlingstrin i løsningen

Den 3 x 3 MW alkalisk elektrolysator er afhængig af en stabil forsyning på 1.600 liter ultrarent vand i timen med en ledningsevne under 5 μS/cm.

Råvandet i løsningen er drikkevand, som renses yderligere for metalioner, organiske stoffer og CO2 for at opnå den ønskede vandkvalitet. Vandbehandlingen består derfor af følgende behandlingstrin:

  • Blødgøring som forbehandling for omvendt osmoseanlægget for at undgå tilsmudsning og kalkaflejringer i membranerne.
  • Membranfiltrering med dobbeltpass omvendt osmoseanlæg, hvor ioner og organiske stoffer fjernes fra vandet, så der opnås demineraliseret vand. Anlægget er udstyret med Grundfos energioptimeret e-pumpe, som reducerer energiforbruget markant sammenlignet med traditionelle pumper.
  • Membranafgasning sikrer en effektiv fjernelse af CO2, da omvendt osmose ikke fjerner opløste gasser.

Løsningen består udelukkende af standardanlæg fra Grundfos Water Treatment, som også anvendes på kraftværker. Her stilles der lignende krav til vandkvaliteten som ved produktion af ultrarent vand til elektrolyse.

Vandbehandlingsløsningen er placeret i en 20 fods container, hvor alt udstyr er testet og klargjort, hvilket giver en væsentlig reduceret installationstid.

Mobil containerløsning

Vandbehandlingsløsningen er installeret i en 20 fods container som alternativ til at opføre en dedikeret bygning. Det giver en mere fleksibel og mobil løsning, hvor faste vedligeholdelsesudgifter kan minineres.

Containerløsningen er fabrikstestet og leveret med alle interne rør- og elforbindelser. Det giver en væsentlig reduceret installationstiden, da løsningen klar til brug ved levering.

Fakta

Om Power-to-Gas anlægget i Glansager

Energi- og fibernetkoncernen Andel og verdens største producent af biogas Nature Energy står bag det første kommercielle anlæg, hvor overskudsstrøm fra vindmøller øger produktionen af biogas og reducerer CO2-udledningen.

Ved hjælp af elektrolyse spaltes ultrarent vand til brint og ilt. Brinten tilsættes biomassen, hvor den går i forbindelse med opfanget CO2. Derved dannes der metangas, der har samme kvalitet, som den naturgas, der udvindes fra undergrunden. Processen giver godt 60 % mere metan på basis af den samme mængde biomasse.

Teknisk data

  • Råvand: byvand uden klor
  • Ydelse: 1,6 m3/h
  • Ledningsevne: < 5 μS/cm

Enheder i løsningen

  • Blødgøringsanlæg SM82-F
  • Dobbeltpass omvendt osmoseanlæg DPRO B2-8/6 med CRNE pumpe
  • Membranafgasser MDU til CO2 fjernelse
  • Pumpestation
  • CIP-enhed

Ingen brint uden vand

Overgangen til grøn energi handler ikke kun om produktion. Opbevaring og distribution er lige så vigtig. Produktionen af grøn brint omfavner denne udfordring - og vand spiller en afgørende rolle i processen.

Grøn brintproduktion indebærer flytning og behandling af store mængder vand for at opfylde kravene til spædevand, poleringsloop, ultrarent vand og køling. Baseret på vores mange års erfaring med vandbehandling til elektrolyse, sikrer vi dig en driftsikker og omkostningseffektiv vandløsning til grøn brintproduktion.